Sådan går vi til værks, når et billede skal spores tilbage

Udgangspunktet er et opslag, ikke et facit

Når vi arbejder med kildetjek på kurset, starter vi næsten altid med et konkret opslag, som en kursist har set i et opslag på nettet: et billede af en oversvømmet vej, en kort video fra en demonstration eller et skærmbillede med et citat. Før nogen begynder at søge, skriver vi tre ting ned: hvad påstår opslaget, hvem har delt det, og hvornår så vi det første gang. Det lyder banalt, men det forhindrer, at vi bagefter retter vores konklusion ind efter det, vi gerne ville finde.

Mange tror, at verifikation handler om at have et særligt værktøj. I praksis handler den om rækkefølge og ro. Vi skynder os ikke, og vi holder påstanden adskilt fra vores egen mavefornemmelse. Noterne bliver en del af arbejdet, fordi de gør det muligt for en anden at følge samme spor og nå frem til det samme.

Jeg lader kursisterne læse deres egen første note højt, inden de begynder. Ofte opdager de selv, at påstanden var mere vag, end den virkede, og at det første skridt er at gøre den præcis nok til at kunne tjekkes.

• Skriv påstanden i én sætning
• Notér hvem der delte opslaget og hvornår
• Adskil det opslaget siger fra det, du selv tror

Afsenderen kommer før billedet

Det næste skridt er at se på den, der har delt materialet. Vi kigger på kontoens alder, hvad den ellers har lagt op, og om den har en tydelig tilknytning til stedet eller begivenheden. En konto, der er oprettet for nylig og kun deler dramatiske billeder, giver anledning til flere spørgsmål end en, der har skrevet om samme sted i årevis.

Vi bruger ikke afsenderens udseende som bevis i nogen retning. En pæn profil kan sprede fejl, og en uprofessionel konto kan have set noget ægte. Pointen er at finde ud af, hvor langt tilbage i kæden vi kan komme, og hvem der faktisk var til stede.

I øvelserne skriver kursisterne et kort afsenderprofil på fem linjer. De skal kunne forklare, hvad de ved, hvad de gætter, og hvad de endnu ikke har kunnet finde ud af. Den sidste kolonne er den vigtigste, fordi den viser, hvor næste søgning skal sættes ind.

• Se på kontoens historik, ikke kun det seneste opslag
• Find ud af om afsenderen kan have været til stede
• Skriv hvad du ikke ved, ved siden af hvad du ved

Billedet spores til sin oprindelse

Når afsenderen er kortlagt, går vi i gang med selve billedet. Vi bruger omvendt billedsøgning til at finde ældre udgaver og ser efter, om det samme motiv har cirkuleret før, måske med en helt anden tekst. Meget ofte viser det sig, at et billede er flere år gammelt og stammer fra en anden hændelse.

Vi beskærer også billedet og søger på detaljer: et skilt, en bygning, en bestemt farve på en bus. Små udsnit giver andre resultater end hele billedet, og det kan afsløre, at noget er klippet sammen eller spejlvendt. Hver søgning og hvert resultat noteres med klokkeslæt, så vejen kan genskabes.

Mette Kragh, der skriver dette, oplever, at kursisterne i begyndelsen stopper ved første match. Vi øver derfor at fortsætte, til vi har fundet den tidligste kendte udgave, og først da konkluderer vi noget om, hvor billedet kommer fra.

• Søg på hele billedet og på beskårne detaljer
• Find den tidligste kendte udgave, ikke bare den første
• Gem skærmbilleder af hver søgning med klokkeslæt

Video kræver et andet blik

En video kan ikke tjekkes på samme måde som et stillbillede. Vi trækker enkelte billeder ud af filmen og søger på dem, men vi lytter også efter lyd, sprog, dialekt og baggrundsstøj. Passer vejret, skyggerne og lyset til det tidspunkt og sted, der påstås? Det er spørgsmål, man kan besvare uden særligt udstyr.

Vi kigger på, om videoen er klippet, og om sammenhængen mangler i begyndelsen eller slutningen. Kortere klip er ofte taget ud af en længere optagelse, og det, der er klippet væk, kan ændre hele meningen.

Jeg beder kursisterne om at skrive, hvad de kan se, adskilt fra hvad de tolker. En skygge, der falder mod venstre, er en observation. At det derfor må være formiddag, er en slutning, som skal støttes af mere end ét spor. Den forskel gør notaterne mere ærlige.

• Træk enkeltbilleder ud af videoen og søg på dem
• Lyt efter sprog, skilte og baggrundslyde
• Spørg hvad der er klippet væk før og efter

Den faste tjekliste i arbejdet

Hele forløbet samles i en fast verifikationstjekliste, som kursisterne udfylder for hvert eksempel. Den har rubrikker for påstand, afsender, oprindelse, sted, tidspunkt og sikkerhed i vurderingen. Pointen er ikke at ramme alle felter, men at kunne se, hvilke der står tomme.

Tjeklisten er også et værn mod at blive for sikker. Hvis tre rubrikker er udfyldt og to er blanke, skriver vi det i vurderingen. En tekst, der siger noget er sandsynligt, fordi stedet og tidspunktet passer, men at afsenderen ikke er fundet, er langt mere troværdig end en, der erklærer alt for sandt eller falsk.

I efteråret får kursisterne ofte eksempler fra stormvejr og oversvømmelser, fordi de cirkulerer meget, og fordi gamle billeder let bliver genbrugt. Vi bruger dem til at øve præcis den tålmodighed, som kildetjek kræver.

• Udfyld rubrikker for påstand, afsender, oprindelse, sted og tid
• Lad tomme felter stå synlige i den endelige vurdering
• Formuler sikkerheden: sikkert, sandsynligt eller uafklaret

Hvad du kan tage med fra øvelserne

Efter nogle uger har kursisterne en fast måde at gribe et opslag an på. De behøver ikke at huske alle trin udenad, for rækkefølgen sidder i tjeklisten og i vanen med at notere undervejs. Det giver ro, også når noget går hurtigt rundt på nettet.

Det realistiske udbytte er ikke, at man bliver i stand til at afgøre alt. Det er, at man kan sige præcist, hvad man har undersøgt, hvad man fandt, og hvor grænsen for sikkerheden går. Det er et håndværk, der kan læres, og som man bliver bedre til ved at gentage det.

Du behøver ingen forhåndskundskaber ud over almindelig fortrolighed med internettet. Vi starter med simple eksempler og bygger langsomt op, så du kan følge med uden at have arbejdet med research før.